Grib i egen barm

Langt størstedelen af jer kommende forældre deltager i fødselsforberedende undervisning. I kaster jer ud i viden om fødslens faser, øver vejrtrækningsøvelser, I får viden om muligheder for smertelindring og forbereder jer grundigt på den skelsættende begivenhed som en fødsel er. Fødslen vil være overstået på alt fra et par timer til nogle døgn og er derfor en kortvarig historie, sammenlignet med et ammeforløb på f.eks. 365 dage. Vi vil aldrig negligere behovet for god forberedelse til fødslen, men forberedelse til amning må ikke blive glemt i farten. 

Mange kvinder kan ofte først relatere til den forestående amning i slutningen af graviditeten. Det er som om I ”tuner ind” på at skulle amme jeres barn snart, når terminsdatoen er i sigte. I graviditeten er det din konsultationsjordemoders opgave at tale med dig om amning. Vi oplever dog, at det er varierende, hvor vidt det sker eller ej, formentlig fordi tiden er knap under jordemoderkonsultationerne.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at forberedelse til fødsel og forældreskab i offentligt regi er blevet ramt hårdt af økonomiske besparelser i de seneste år. Besparelsesrundsaven har ligeledes ramt den information om amning, der serveres til jer nysgerrige, videbegærlige forældre in spe. Der er tale om en stor opgave ventende forude, der risikerer at blive fejet til side af andre hensyn. Den vel mest oversete, vigtige pointe i amningens DNA er vel, at amning kræver forberedelse og øvelse, ligesom alle andre vigtige gøremål i livet.

Som førstegangsmor er det sin sag at lægge sit barn til for første gang. Det er oftest ikke blot en baby-haps-på-bryst-situation, men kræver tålmodighed, god timing, vejledning og øvelse. De fleste har brug for vejledning i ammestillinger, teknik og hyppighed.

Vikårene på fødegangene i dag er desværre ikke altid fordrende for en god start på amningen. I kan ikke altid være sikre på, at I kan få grundig hjælp til at etablere den første amning på fødestuen, selvom personalet gør hvad de kan.
De fleste nybagte forældre bliver sendt hjem fra hospitalet, inden mælken er løbet til (hvilket den typisk gør på 3-4 dage efter fødslen). Mange står derfor med ubesvarede spørgsmål, tvivl eller problematikker derhjemme, som de har brug for hjælp til. Ikke alle sundhedsplejersker er specialuddannet i ammevejledning, og nogle kvinder oplever her at blive tabt mellem to stole.

Vi ved, at 99% af alle kvinder opstarter et ammeforløb, men at det kun er lidt over halvdelen af jer, der udelukkende ernærer jeres baby med modermælk, når barnet er 4 måneder (WHO anbefaler amning som eneste kilde til næring indtil barnet er 6 måneder). Vores største ønske er, at I lykkes med det I gerne vil. Hvis I ønsker at amme jeres barn, så ønsker vi at give jer de bedst mulige forudsætninger for at det lykkes.

Så mutti, tag skeen i egen hånd og sørg for, at du er klædt godt på til ammeforløbet.

I kan læse mere om ammeforberedelse her.

Husk også at vi tilbyder akut ammehjæp i hele Storkøbenhavn, hvilket I kan læse mere om her.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top