Jordemodertids julekalender vol. 3

Her kommer et sammendrag af låge 9-12 i Jordemodertids julekalender:

9. Lykke-rush efter fødslen
Efter en vaginal fødsel, udskiller en kvinde sit livs hidtil største dosis af velværehormoner såsom oxytocin, endorfiner og andre belønningsstoffer. I Jordemodertid kalder vi det føde-coke, fordi den nybagte mutti bliver flyvende høj på hormoner, der gør hende fysisk klar og oplagt til at møde sin nyfødte og skabe de allertidligste, livsvigtige bånd. Således går hun direkte fra en fødselsfase (presseperioden) med brøl og dybe growl til at byde sin lille nye velkommen til verden i flot falset og åbne arme – virkelig et smart arrangement fra naturens side. Mange fødende vil i pressefasen tænke: ”Jeg hverken kan eller vil mere, det er for hårdt, jeg er for træt, stoooop." Der skal I huske på, at I fra naturens side er hjulpet rent hormonelt. Kroppen serverer en mulighed for at koncentrere sig om det vigtigste, nemlig at sige pænt goddag med kys og en varm favn. Den totale lettelse, over at fødslen nu er overstået og udmattelse efter et langt, fysisk krævende fødselsforløb, kan kulminere i øjeblikke hvor følelserne svømmer over og krop og sind giver efter for tårer, jubel eller alt på én gang. Som jordemoder forsøger vi så vidt muligt at lade jer have det øjeblik for jer selv. Også de nybagte fædre kan blive ramt, især af lettelse og forståelsen af, at han rent faktisk er blevet nogens FAR og at hun er blevet nogens MOR. Husk at far, såvel som mor, kan blive ligeså babyskæv og oxytocin-velvære-dopet, hvis han bruger en masse tid med sin nyfødte. Det er slet ikke sikkert, at i oplever det store sus af kærlighed og lykke efter fødslen som ovenfor beskrevet. I bliver ikke nødvendigvis smaskforelskede i jeres barn fra første sekund. Fødsler er vilde og til tider dramatiske begivenheder og somme tider skal man lige se hinanden an, inden man begriber hvad der egentlig er sket. Er det dig? Ser du sådan ud? Hvad er det for en næse, du har fået baby? Har fødslen og landingen af baby været hård eller er fødslen gået meget stærkt, er det helt normalt, at man lige skal ”komme sig” inden man kan hengive sig til lettelsen og euforien. Nogle gange kræver stor kærlighed, god tid og ro, for at kunne gro.

10. Dit syn under graviditeten
En graviditet tærer på en kvindekrop. Naturligvis kan det spores på hendes krop og kaffeforbrug, at hun har båret, født og evt. ammet et barn eller flere. En af de faktorer, der kan blive påvirket af gravidteten er synet. Nogle kvinder ser dårligere under graviditeten imens andre får varigt nedsat syn efter fødslen. Ikke nødvendigvis vældig meget, men måske nok til at skulle bruge briller eller få sig nogle nye efter fødslen. Det skyldes de ændringer, der sker i hormonbalancen i kvindens krop under graviditeten og i tiden lige efter. Det tager noget tid, før hormonbalancen er tilbage til normal efter en fødsel, så styrt ikke ud og køb en dyr designerbrille med et spædbarn, men vent og se om det normaliseres efter amningen er afsluttet.
At opleve synsforstyrrelser såsom lysglimt eller flimren for øjnene eller tunnelsyn er ikke en normal del af en graviditet og kan være tegn på svangerskabsforgiftning. I en sådan situation, bør du opsøge jordemoder eller læge.

11. En nyfødts søvn
Lige efter fødslen er barnet ofte vågent og opmærksomt. Naturen giver en håndsrækning til at I kan beundre og møde jeres lille barn, en livsvigtig begivenhed for det lille, nye menneske. At møde sin flok og at blive holdt om og holdt af. Bagefter tager de (og gerne mor også) en gedigen skraber af en lur og sover ofte flere timer i streg. Derefter starter festen. Mange nyfødte sover i starten ganske meget, det lyder da hyggeligt, ikke? Gennemsnittet er 16-18 timers søvn i døgnet. Man må dog sige at varigheden af lurerne varierer ganske meget i forhold til et voksent menneskes almindelige lurlængder. Dette skyldes, at det lille barns søvnmønster er helt anerledes end vores. Små børn veksler hele tiden imellem to typer af søvn – ”aktiv søvn” og ”stille søvn”. I den aktive søvn sover barnet overfladisk og lidt uroligt med hurtige øjenbevægelser, urolig krop, uregelmæssig vejrtrækning og måske lidt grynt hist og her. Typisk sover barnet en halv time i denne fase og vågner meget let. I den rolige søvn hviler barnet tungt med rolig krop og åndedræt og sover tungere. Når der er gået 50 minutter starter søvnfaserne forfra eller barnet vågner op. Derfor er barnets søvncyklus præget af langt kortere intervaller på søvnperioder og mor og far må forsøge at følge med dette. Tilmed har barnet efter fødslen ikke en decideret døgnrytme, det vil de stille og roligt lære som månederne går. En anden grund til at betten vågner ofte er behovet for at spise. Et nyfødt barns vægtøgning de første levemåneder er enorm. Hvis du ammer, fordøjer barnet din gode mælk hurtigt og beder om hyppige måltider. Det er der intet galt med, vi anbefaler amning efter barnets behov. I det hele taget er omvæltningen fra livet i livmoderen til livet uden for livmoderen drastisk anerledes for det lille nye menneske. Bare det, at lille ligger og sover for sig selv er en stor omvæltning. Man mener, at hyppige opvågninger, naturligt beskytter barnet mod vuggedød. Det kan man trøste sig med på 9. måned med søvnmangel, viva la middagslur!

12. Plukkeveer
Ligesom Arnold Schwarzenegger squeeeezede sin biceps et væld af gange inden han blev castet til Terminator, vil livmoderen igennem hele graviditeten varme op til la grand finale – fødslen. Opvarmningen består af muskelaktivitet, nemlig plukkeveer. Plukkeveer er usystematiske muskelsammentrækninger af livmoderen, der ikke er smertefulde. Man mærker plukkeveer ved at livmoderen bliver hård. Livmoderen vil under en plukkeve rejse sig en anelse og blive lidt spids i looket. Bærer du dit første barn, er det ikke sikkert du mærker plukkeveer før sidst i graviditeten. Bevares, man kan da godt mærke når en livmoder på størrelse med et græskar trækker sig sammen og gør én næsten stakåndet. Om du mærker dem eller ej, kan du være sikker på, din livmoder laver plukkeveer. Nogle mærker 20-30 ikke-smertefulde plukkeveer om dagen fra uge 20 imens andre først begynder at mærker dem i uge 38. Plukkeveer er en fast følgesvend ved fysisk aktivitet såsom cykling, svømning, lagengymnastik eller anden morskab. Blæren er livmoderens nærmeste nabo (en af dem i al fald), derfor vil en fyldt blære give anledning til vældig meget plukkeve. Ofte er maven hård som en sten om morgenen, når man virkelig skal tisse og man krabber sig ud af sengen og ud på det lille hus. Ofte er pludseligt flere plukkeveer, det eneste tegn på en blærebetændelse i graviditeten. Man kan godt få ”plukkeve-tømmermænd” efter en travl dag eller weekend. Det er et praj, om at du har kørt lidt for hårdt på. Hjem og op med stængerne. Som tommelfingerregel bør plukkeveer ikke være regelmæssige, de bør ikke gøre ondt og de skal dampe af, når du slapper af. Mange oplever at plukkeveer giver en strammende fornemmelse om maven, men ikke som decideret smertefulde. Er du nået længere end graviditetsuge 37+0, må plukkeveerne både nappe, nive og komme så ofte, de har lyst. Da vil plukkeveerne bearbejde de små muskler i livmoderhalsen, så den bliver blødere og mere smidig inden fødslen går i gang, smart! I slutningen af graviditeten vil tiltagende plukkeveer ofte munde ud i en glidende overgang til begyndende fødsel.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top