…er naturligvis et begreb, der ikke findes.
Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke bruger en retorik, hvor fødslen har noget med præstation at gøre. Intet kunne være mindre sandt. Der findes heller ikke en “den rigtige måde” at føde på. Fødslen er ikke en præstation, der skal skal måles og sammenlignes og ej heller kan den styres eller kontrolleres fuldt.
Mange gravide har ubevidst tanker om, hvad den bedste måde at føde på. De fleste drømmer forståeligt om et spontant og rolig fødselsforløb. Det er forståeligt, fordi det jo så også betyder ingen eller få komplikationer. Men det gode fødselsforløb ligger i mange andre scenarier og vi har endnu til gode at opleve den fødende, der ikke gør alt hvad hun kan for at få fødslen til at gå godt.
Man kan ikke performe godt eller dårligt i sit livs vildeste, fysiske kamp.
Fødslen kan forløbe lettere eller mere udfordrende. Den kan blive ligesom, eller langt fra hvad man ønskede sig.
Hvis vi accepterer præmissen om at man kan være god til at føde, så åbnes muligheden for at være dårlig til at føde. Det er en tankerække, som vi oplever, at flere nybagte mødre giver udtryk for til efterfødselssamtaler. De føler ikke at de gjorde det godt nok eller at de handlede forkert undervejs. I vores optik, er det en katastrofe. At føle at man mislykkedes i at føde sit barn, er en kæmpe krise i det spæde forældreskab og en tung byrde at bære.
Løsningen er ofte god kommunikation og vejledning, både undervejs fødslen og i samtaler efter følgende, hvor fødslen skal forklares. Der er jo altid en forklaring på hvorfor fødslen blev udfordrende eller oplevedes som voldsom.
Mange får efter fødslen at vide, at de klarede det flot, at de er stærke og drømmefødere. Og det er bestemt også på sin plads at skamrose mennesker, der har gennemgået deres livs bedrift. Helt sikkert. Men ALLE fødende og nybagte forældre skal roses og anerkendes for at de gjorde ALT hvad der stod i deres magt. Om man føder sit barn ved en hjemmefødsel, efter en medicinsk igangsættelse, med sugekop eller ved kejsersnit - så skal man anerkendes, ses og respekteres.
Måske skal vi netop rose de mødre, der har født børn ved komplicerede eller besværlige fødsler ekstra meget. De er slået ud af ABC ruten og kæmper sig igennem den ene udfordrende situation, efter de anden. Selvfølgelig skaber det usikkerhed, især når man gør det for første gang.
Vi er genetisk, forskelligt disponeret for fødslen, for tempo og varigheden af fødslen, hvordan vores bækken er formet osv. Ergo er det ikke elementer, vi kan styre. Ligesom alle andre automatiske processer i vores krop, ligger de jo netop i vores gener. Du bestemmer jo ikke selv hvor længe du er i fødsel eller hvordan dit barn roterer ned igennem bækkenet. Ude af hænderne og nede i livmoderen. Og det er en detalje, der er utroligt at huske på. Vi ved ikke på forhånd, hvilke kort der bliver os givet. Vi må gøre vores bedste, med de forudsætninger fødslen nu skaber for os.
Vi oplever, at alle fødende altid gør alt hvad de kan til hver eneste fødsel.
