Er det den idylliske graviditet - eller den med ødemer?

09. april 2018 - Akupunktur

Alle graviditeter forløber forskelligt. Nogle gravide oplever graviditeten som en gemen forlængelse af deres øvrige liv, imens andre er underholdt af det, man kan beskrive som bivirkninger fra graviditeten - altså graviditetsgener.

Det danske sundhedsvæsen opfordrer alle gravide til forskellige sundhedsfremmende handlinger, såsom motion, kosttilskud og en sund levevis, og det skader jo aldrig. At forsøge at passe så godt på sin gravide krop som muligt er en måde at vise omsorg for sin graviditet og at tage ansvar for sin situation.

Vores oplevelse er, at selvom mange gravide gør deres bedste for at undgå, at kroppen mistrives under graviditeten, så er der nogle oplevelser, man næsten ikke kan undgå at få med på sin rejse igennem livet som gravid. Langt de fleste gravide kan ikke undgå at opleve en eller flere af de mest almindelige graviditetsgener, som således er en helt almindelig del af en helt ukompliceret graviditet. Her kommer lidt om dem, som I fortæller mest om:

Den første gene som mange gravide oplever, og som er anledning til mange graviditetstests, er kvalmen. For nogle forbigående, for andre en klaustrofobisk følgesvend igennem flere måneder af graviditeten, evt. inklusiv opkast. Graviditetskvalme skyldes et forhøjet niveau af det såkaldte graviditetshormon hCG. Nogle kan holde kvalmen i skak med et væld af små måltider i løbet af dagen, ved at spise mad sekundet efter de er vågnet eller ved at undgå for store måltider. Og så er der andre, som må bukke under for dræberkvalme, uanset hvad de gør for at holde den på afstand. Svær kvalme og opkast, også kaldet emesis, er kun i meget sjældne tilfælde skadeligt, omend umådeligt ubehageligt.

Senere i graviditeten bliver mange gravide plaget af smerter i ryg og lænd. Svajet over lænd og korsben ændres i takt med at livmoder og barn vokser hastigt fra omkring midten af graviditeten. Her kan ikke-vægtbærende motion, såsom svømning, gavne mange. Vægtløshed er en utroligt eksotisk oplevelse for kroppen på det stadie i graviditeten, hvor man føler sig så træt og elefanttung. 

I en gravid krop er der hormoner tilstede, der har gavnlige og vigtige virkninger for graviditeten, men som desværre har den sideeffekt, at de gør bækkenet løsere. Derfor vil omtrent halvdelen af alle gravide opleve bækkensmerter i graviditeten. Dette skal dog ikke forveksles med det hyppigt (mis-)brugte navn bækkenløsning, der dækker over slemme, invaliderende og bevægelsesindskrænkende smerter. Hvis der er tale om bækkenløsning, vil man opleve smerter i alle de tre store led i bækkenet. Bækkenløsning rammer ca. 2-10 % af alle gravide.

Vand i kroppen, især omkring hænder og fødder, er en helt almindelig del af graviditeten og kaldes ødemer. Noget kunne tyde på, at mange højgravide “holder vandet tilbage” i kroppen; årsagen og effekten kender vi ikke til fulde. I slutningen af graviditeten må mange gravide finde de rummelige gummistøvler og Birkenstock-sandaler frem og lade ringene ligge, fordi fødder og hænder er svulmet op til hidtil ukendt størrelse. Andre er generet af det såkaldte karpaltunnelsyndrom, hvor væske i hænder og arme skaber smerter, føleforstyrrelser og forbigående følelsesløshed i især hænder. Oftest er symptomerne værst om natten og tidlig morgen. Så længe dit blodtryk og urinprøve til jordemoder- og lægeundersøgelserne er normale, studser man ikke over dine ødemer.

Som gravid udspiller der sig et indre hav af følelser og tanker, der skal klargøre en kvinde til at blive mor eller mor til flere. Ud over forventningens glæde og at være lykkelig og tilfreds, kan man som gravid også opleve et nyt niveau af følsomhed, bekymringer og ængstelighed. En stor variation af følelser er normalt, og man skal som gravid vænne sig til at navigere i et mere “åbent og modtageligt” nervesystem. "Pregzilla" er den ærgerlige betegnelse for det, der skal klargøre kvinden til at tage imod og passe på sit lille barn - nemlig stor følsomhed, empati og beskyttertrang.

Som I kan udlede af det ovenstående, forekommer de fleste graviditetsgener i slutningen af graviditeten. Som højgravid hører det sig heller ikke til blandt sjældenhederne, at man sover elendigt i tiden op til fødslen. Populært siger man, at kroppen forbereder sig på at tage vare på et lille barn, der sover mere afbrudt og i kortere intervaller end et voksent menneske. Situationen gøres ikke mere søvndyssende med et evt. værkende bækken, en stor tung mave med et barn i, som elsker at vælte rundt om natten. Mange længes efter deres livs lur, og en daglig morfar burde i vores optik være obligatorisk for alle højgravide.

Fælles for alle ovenstående gener og udfordringer er, at de ikke kan kureres med en enkel pille, kostomlægning eller andre anstrengelser. Det er dog muligt at symptombehandle, lindre og, for de fleste, bedre disse gener ved behandling med akupunktur. Akupunktur er en skånsom behandlingsform, der genererer, beroliger eller forløser stagneret energi i hele kroppens system. Behandling med akupunktur aktiverer så at sige bestemte dele af kroppen, ved stimulation af bestemte punkter. Akupunktur kan også anvendes til at behandle lokalt, f.eks. over lænden, hvis der er smerter i det område.

Akupunkturen anskuer en gravid kvinde som een krop - det vil sige, at krop og psyke er uløseligt forbundne. Derfor kan man ligeledes symptombehandle og lindre problemstillinger, der relaterer sig til psyken, fx uro, ængstelighed og tendens til bekymringer.

Akupunkturen er ikke svaret på alt, men har for mange en gavnlig virkning, som er sikker og bivirkningsfri.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top