3 ting ingen fortæller dig om graviditet VOL II

Langt de fleste kvinder kender til fænomener som graviditetskvalme og strækmærker. Der er imidlertid nogle emner, som man sjældent hører sine veninder fortælle om og som mange, ikke alle, gravide oplever. Her kommer et udpluk og, som lovet, opfølgeren til VOL I:

“Blå mærker” – At mærke sit barn bevæge sig er en pragtfuld og bogstavelig talt livsbekræftende følelse. I takt med at barnet vokser i maven, bliver pladsen i livmoderen imidlertid mere og mere trang. Nogle børn ligger lejret i den samme stilling længe og får derfor nogle favoritpunkter at sparke og slå til. Ofte er der tale om øvre punkter i livmoderen i nærheden af ribbenskanten. Disse favoritpunkter kan blive så møre af tronarvingens ihærdige (og dejligt stærke) bevægelser at de bliver ømme. Disse punkter kan føles som blå mærker på indersiden af livmoderen og det er der desværre ikke så meget at gøre ved det.

Er hele livmoderen øm eller har du smertefulde plukkeveer, så kontakt din jordemoder eller læge.

Smerter under sex – I udgangspunktet er sex under graviditeten helt ufarligt såfremt din graviditet forløber ukompliceret. I kan i så fald uændret fortsætte jeres sexliv som I lyster. Sex eller orgasme skader ikke barnet, der ligger godt beskyttet inden i livmoderen og fosterhinderne. Der ikke specifikke stillinger I skal undgå i graviditeten. I kan forvente at maven spænder op, altså laver flere plukkeveer i 5-15 min. efter i har haft sex.
Nogle kvinder oplever smerter ved samleje eller onani i perioder af graviditeten. Dette kan enten skyldes at livmoderhalsen, der evt. berøres af penis, er særligt følsom eller hvis muskulaturen i skede og bækkenbund er øm og opspændt. Slimhinderne i skeden er mere følsomme under graviditeten, for nogle kan dette enten føre til mere følelse under sex eller ”over-følelse” og derved eventuel ømhed under sex. Nogle kvinder får krampe i skeden under sex, dette er selvfølgelig ubehageligt. Du må lytte til din krop og prøve jer frem med forskellige stillinger i roligt tempo.

Nogle kvinder oplever en lille pletblødning efter sex, dette kaldes kontaktblødning og skyldes at et blodkar i enten slimhinden i skeden eller i livmoderhalsen er bristet og er helt normalt. Udvikler dette sig til menstruationslignende blødning med eller uden smerter eller gentagne pletblødninger, kontakt da din læge eller jordemoder.

Er din graviditet kompliceret det vil sige med blødninger, risiko for for tidlig fødsel, afkortet livmoderhals eller hvis moderkagen helt eller delvis dækker indersiden af livmoderhalsen, kan du drøfte med en læge eller jordemoder om det er tilladeligt at I har sex.

Av min… - At graviditet sommetider kan være en smertefuld og generende affære, er de færreste klar over. I graviditetens faser, kan der være forskellige årsager til generende smerter. I starten af graviditeten oplever mange kvinder begyndende bækkensmerter, det vil ofte være brændende smerter omkring leddene i bækkenet som typisk mærkes ved bevægelse. Bækkensmerter er i starten af graviditeten hormonelt betingede og forsætter ikke nødvendigvis igennem hele graviditeten. Ligeledes kan forstoppelse eller en fyldt blære være anledning til smerter fra tidligt i graviditeten.

Livmoderen holdes på plads af nogle sene-bånd, der kaldes ligamenter. I takt med at barnet og livmoderen vokser, vil ligamenterne strækkes og dette opleves som nivende smerter i lyskeområdet. De fleste oplever ligamentsmerter fra 20. graviditetsuge, men også her er der stor variation. Sidst i graviditeten vil barnets hoved, der er placeret i bækkenet, trykke på de nerver, der sidder på indersiden af bækkenkanten. Dette giver jagende stik, der kan føles helt ned i skeden og nogle gange i benene.

Mange gravide vil opleve menstruationslignende smerter og ubehag hvis de overanstrenger sig. Prøv at lægge mærke til om det kommer på bestemte tidspunkter, f.eks. når du har båret noget tungt. Hvis du oplever en sådan type smerter, så smid dig på sofaen når du kan og se om ubehaget damper af. Hvis ikke, kontakt da jordemoder eller læge. Efter graviditetsuge 37+0 er menstruationssmerter almindeligt og oftest et tegn, på at kroppen er ved at gøre sig klar til fødsel.

Oplevelse af smerter er en gråzone og kan sjældent generaliseres, da smerteoplevelse vil variere gravid til gravid. Er du i tvivl om hvorvidt din situation er normal, skal du tage kontakt til din jordemoder eller læge.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top