Tidlige tegn på graviditet

Er jeg gravid? Tankerne suser sikkert rundt i hovedet på dig. Måske er du nervøs eller spændt og måske glæder du dig, til at finde ud af det. Måske en blanding af det hele.

Den tidlige graviditet kan være forvirrende, fordi de første tegn på tidlig graviditet, kan være meget forskellige. Det varierer ligeledes fra person til person, hvor mange og hvor tydelige tegn, du har.

Skal du være sikker på om du er gravid, skal du tage en graviditetstest. Dem kan du anskaffe dig mange steder, både i supermarkeder, på nettet eller dit lokale apotek. De fleste tests kan vise om du er gravid, fra den dag, hvor du forventede din første menstruationsdag. Allerede inden den dag kommer, hvor man kan teste, vil en del opleve symptomer på tidlig graviditet.
Nogen gravide har brug for større vished og ønsker at få lavet en tidlig graviditetsscanning. Denne kan udføres fra graviditetsuge 6+0.

Vi har derfor samlet en række symptomer her, så du lettere kan få overblik over tegnene på tidlig graviditet. Husk at ingen af disse symptomer behøver at være til stede, for at du er gravid, ligesom at symptomerne kan være udtryk for andet end graviditet.

Udeblivelse af menstruation
Det første tegn på graviditet er for mange udebleven menstruation. Hvis din menstruationscyklus er regelmæssig kan udeblevet menstruation være tegn på graviditet. Andre faktorer såsom sygdom, hormonelle forandringer og stress kan også påvirke din cyklus, ligesom ændring af prævention også kan have betydning.

Ømme bryster
Spændinger og ømhed i brysterne kan være tegn på graviditet. Der kan være tale om ømhed ved berøring, når du vender dig i sengen eller når du dyrker sport. Nogle oplever også at få større bryster og oplever at det mørkpigmenterede område rundt om brystvorten (kaldet areola) bliver mørkere meget tidligt i graviditeten. Det er hormonelle forandringer i graviditeten, der forårsager disse ændringer og kan også forekomme inden menstruation i en almindelige menstruationscyklus, hvorfor det kan være vanskeligt at skelne.

Træthed
Gaaaab! Får du pludselig lyst til at falde i søvn alle steder? Overvejer du lige om du kan snuppe en powernap på arbejde, i Netto eller ved aftensmadsbordet?
Øget træthed er et velkendt symptom på graviditet - især i 1. trimester. Der sker en mængde fysiologiske forandringer i kroppen allerede fra helt tidlig graviditet og hormonindholdet i kroppen øges, hvilket er medvirkende til trætheden. Følg endelig kroppens tegn og sov alt det, du kan.

Kvalme
Virker dine liv pludselig livretter er helt uappetitlige? Kommer kvalmen listende fra du slår øjnene op, kan det være teng på graviditet.
Det øgede hormonindhold som graviditet medfører (og primært hormonet hCG), er det der kan forårsage kvalme. Niveauet af graviditetskvalme varierer meget fra person til person. Mens nogen har invaliderende kvalme og opkastninger allerede fra uge 6 vil andre gravide slet ikke opleve kvalme gennem graviditeten. For de fleste ophører kvalmen mellem uge 12-20. Morgenkvalme og let madlede er det mest almindelige scenarie, imens andre lider af ekstrem kvalme, der medfører nedsat kalorie og væskeindtag. Er det din oplevelse, søg da endelig hjælp hos din jordemoder eller egen læge. Der er hjælp at hente.
Nogen gravide har god effekt af kvalmestillende akupunktur, seabands, B6 vitamin og antihistaminer.

Madlede og cravings
Graviditet, med eller uden kvalme, medfører ofte ændrede spisevaner. Har du svært ved at spise så vældig meget andet end kridhvidt toastbrød i de første mange uger af graviditeten? Du er ikke alene.
Et andet tegn på mulig graviditet er at du lige pludselige enten ikke kan fordrage mad eller drikkevarer som du normalt elsker, f.eks. krydret mad, grove grøntsager eller kaffe.
Andre får en intens trang til mad du normalt ikke craver, f.eks. syltede agurker, sukkerholdige ting, bøffer og the list goes on.

Følsom lugtesans
Lugtesansen skærpes når du bliver gravid, og derfor oplever mange ny-gravide at de bliver meget lugtsensitive. Forskning tyder på, at grunden til den skærpede lugtesans gravide oplever, stammer fra urtiden for at hjælpe gravide med at undgå at spise fordærvet mad.

Svimmelhed
Nogen gravide oplever tendens til svimmelhed som ofte skyldes et fysiologisk lavere blodtryk i starten af graviditeten. Desuden kan man føle sig svimmel hvis ens blodsukker er ustabilt eller hvis man f.eks. har kvalme, jernmangel eller træthed (som mange gravide som tidligere nævnt oplever i 1. trimester).

Tissetrang
Endnu en klassiker på listen. Øget tissetrang kan også være et tidligt tegn på graviditet. Når du bliver gravid producerer kroppen mere væske, som giver øget frekvens af toiletbesøg. Senere i graviditeten skyldes den øgede tissetrang det mekaniske pres, der kommer på blæren fra barnets (oftest) hoved. Øget tissetrang kan også skyldes f.eks. en blærebetændelse, så søg evt. læge hvis det fortsætter og du ikke er gravid.

Hovedpine
Allerede tidligt i graviditeten udskilles der gravidhormoner (såsom hCG), og disse kan give hovedpine. Hovedpine kan dog også skyldes væskemangel, træthed eller sygdom. Nogle kvinder, der lider af migræne, oplever bedring i denne tendens imens andre oplever at det forværres. Er du meget plaget af hovedpine i graviditeten, bør du søge hjælp hos din læge og jordemoder og få målt dit blodtryk og evt. sendes videre til udredning hos en specialist.

Oppustet mave
Graviditetshormonet progesteron sætter effektiviteten af kroppens fordøjelsessystem lidt ned i gear. Dette kan give øget tendens til oppustet mave, grundet lidt sløvere tarmbevægelser. Kommende menstruation kan dog skabe de samme symptomer, så man kan ikke vide sig sikker på, at det skyldes graviditet.

Humørsvingninger
Som tidligere nævnt øges hormonindholdet betydeligt når man bliver gravid, hvilket kan give flere humørsvinger end man normalt har. Pludselig kan man føle sig mere vred, frustreret, skrøbelig, rørstrømst eller sentimental over ting, der normalt ikke medføre den reaktion. Intenst og helt normalt <3
Ændring i humøret kan betyde tidlig graviditet, men det kan også blot være tegn på, at din menstruation er på vej.

Pletblødning
Hvis du oplever en lille pletblødning omkring det tidspunkt, hvor du ellers forventede din menstruation, så kan det være et tegn på at ægget netop har sat sig fast i livmoderen, dette kaldes implantationsblødning. I disse tilfælde vil blødningen sædvanligvis være både meget mindre og i en kortere periode end ved menstruation. Pletblødning i graviditeten er almindeligt, op mod hver fjerde gravide oplever pletblødning. Selvom små blødninger er ret udbredt, så bør du kontakte en sundhedsfaglig såsom egen læge eller din jordemoder, hvis du pletbløder i graviditeten.

Milde smerter i underlivet
I takt med en øget blodgennemstrømning og heftigt vokseværk i dit underliv, kan du opleve milde stik og mild menstruationslignende ”murren” eller ”værken” fra underlivet. Det er tegn på at graviditeten vokser og skaber plads til alle de forandringer, en graviditet medfører. 
Nogen nygravide oplever små jag og spændinger i underlivet og kan blive i tvivl om man er på vej til at få deres menstruation eller hvad der er los.
Oplever du kraftige, menstruationslignende smerter eventuelt med blødning, kan dette være et tegn på at graviditeten er ved at gå til grunde. Du bør da søge hjælp hos en læge.

Har du brug for vejledning at tale med en jordemoder, kan du altid booke en jordemoderkonsultation som et fysisk møde, en videokonsultation eller telefonisk.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top