Tab af kontrol

”Jeg er bange for at miste kontrollen over mig selv og det der skal ske.”  

”Jeg vil gerne være mig selv under fødslen og være med i processen.”

”Jeg er bange for at gå i panik og miste kontakten med mig selv under fødslen.”

Sætninger der bevidst eller ubevidst cirkulerer i mange kvinders tanker i tiden op til fødslen. Kontroltab er et genkendeligt emne for de fleste gravide og snart-fødende og mange forholder sig aktivt til det. En måde at gribe det an på er fødselsforberedelse. I forbereder jer, sætter jer ind i sagerne og tilegner jer en masse viden om processen for at forstå fødslen. Forståelse er rationel, tanker der giver mening og giver én en bedre forståelse af hvad der skal foregå. Det stimulerer den rationelle del af vores tanker. Mange kvinder overser den anden del, det følelsesmæssige og fysiske aspekt af at skulle føde. Ikke at følelserne ikke er tydelige for jer (høhø) under graviditeten og i fødslen…

Ængstelighed, ikke angst, men ængstelighed er et udtryk for omsorg over for den store opgave som I lige straks skal løfte – moderskab. Det er ikke et svaghedstegn, men et bevis på, at I begriber omfanget af omstændighederne, om end kun i glimt. Tiden lige op til fødslen er ofte en ambivalent vekslen mellem forventningens glæde, KOM AN- følelsen, ÅH NEJ-ikke nu – følelsen, jeg tør ikke, jeg tør godt og frem og tilbage. Helt naturligt at danse rundt imellem forskellige standpunkter, lige inden den store fødefest skal foregå.

Angst for fødslen derimod, skal have omsorg og plejes. Hvad løsningen er, er meget forskelligt fra person til person og afhænger meget af årsagen til angst for fødslen. Om det er samtaleterapi, kropsterapi, efterfødselssamtale med en jordemoder eller beroligende fødselsforberedelse og så fremdeles.

Under en fødsel, adskilles et menneskes krop fra et andet menneskes krop. Hvis ikke det er et fysisk tab af kontrol, så ved vi ikke hvad der er. Alle, der arbejder med fødsler ved, at en stor del af processen fødsel er at mor tør give slip på sit barn og lade fødslen ske. Det kan lyde underligt, at man efter 20 timers veer, kan have svært ved at lade barnet rejse ud igennem sin mor. Det skulle man tænke, at man ret godt gad. Mange oplever imidlertid en fysisk ambivalans og følelsen overrasker mange. En kvinde skal TURDE slippe barnet, følge med og give efter for pressetrang og hvad hun ellers oplever under fødslen. Turde slippe kontrollen og lade sig føre af en klog, klog krop. Brøle højt i hovedet på en lille jordemoder, græde ved en stærk skulder, skælde ud eller grine. Fødslen er altid en stor og overvældende oplevelse som et meget lokalt, intenst naturfænomen.

En fødsel kan være prøvende på mange måder. Den kan til eksempel være langvarig og mor kan være udmattet, den kan gå i stå hvis barnet står skævt indstillet med sit hoved i bækkenet, den kan være kompliceret osv. Eller måske er der et element i fødslen, som mor frygter og derfor holder igen, f.eks. bekymring for vesmerter, bekymring for at få en bristning under fødslen eller for at blive blottet. Forskellige elementer, trigger forskellige kvinders oplevelse af udfordringer. Derfor vil oplevelsen af fødslen altid være forskellig fra kvinde til kvinde ligesom graden af oplevelse af kontroltab vil være forskellig. Vi siger ofte, at ingen føder uden at bide i græsset. Ikke at I vil gå i panik eller miste kontakten til jer selv, slet ikke. Alle kvinder i fødsel, skal igennem en hård fase, ofte ved 8-9 cm åben livmoderhals, hvor I er overbeviste, om at I ikke kan. Men det kan I! Vi er jo så heldige, at vi har set det mange gange før. Vi ved, I kan. I aner ikke, hvor stærke I er.

En af de vigtigste elementer i at kunne give sig hen til fødslen, er et trygt miljø. En imødekommende og professionel jordemoder, der lader jer stole på og slappe af i de rammer fødslen udspiller sig i. Men måske endnu vigtigere, en velkendt, tryg og varm favn fra en velkendt person. Om det er jeres mand, jeres kæreste, jeres fødselshjælper, jeres søster, jeres mor eller bedste ven. Essensen er den samme, tryghed og omsorg. I vores optik er kontroltab under fødslen uundgåeligt. Det handler om at vide HVAD du kan gøre og med HVEM. Grundigt indøvet vejrtrækning, afspænding, mentale billeder og JA-hat er et mindst ligeså vigtigt ben, som viden om fødslen og vil berolige og støtte jer under fødslen. En fødende har behov for, at vide at nogen har hendes ryg. Så kan hun give sig hen, slippe og føde en baby.

PS: I er for seje og vi er kæmpe fans af jer der bager, bærer og føder børn.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top