Kønsbehåring

“Jeg har altså ikke fået barberet mig”.

Denne sætning møder jordemødre ofte, hvad enten det er i klinikken, i konsultationen eller på fødegangen. Gravide, der har brug for at undskylde, at der “ikke er gjort klar”, eller ikke vidste, det var i dag de skulle føde. Dette både i forhold til kønsbehåring og kropsbehåring generelt. 
Til det kan vi kun svare - Nej. Selvfølgelig ikke (!). De færreste ved på forhånd, hvilken dag, de går i fødsel. De færreste ved, hvad dag, de har brug for et møde med en jordemoder. 

For at slå fast med syvtommersøm, så er der ingen, der har forventninger til, hvordan din kropsbehåring ser ud. Om du er intimbarberet eller ikke intimbarberet. Om der er hår på ben, i armhuler eller ansigt eller ikke er hår. Dit valg skal være for dig selv, ikke for os. Vi er græsk.
I øvrigt er det en bjergbestigning at nå ned nogle steder med en skraber, så snart maven buler ud, hvilket kan medføre akavede, besværlige stillinger eller hjælp fra en 3. hånd. 
Dagens jordemoder måtte vinke farvel og på gensyn til udsynet af alt over knæhøjde i graviditetens uge 20, da hendes baby havde fart på. 

Vi vil gerne slå fast, at kropsbehåring fylder utroligt lidt i kampens hede når børn skal fødes. Det har ingen betydning for vaginale undersøgelser, for vurdering af fremgang, for omsorg eller den behandling du får. Vi kan vurdere livmoderhalsens åbning, tage imod dit barn og sy uanset hårlængde. Når vi cykler hjem efter en arbejdsdag, er det ikke det, der har indprentet sig, men mere den glæde, det var at møde jer.

For mange gravide og fødende, er det sårbart at have en krop, der forandrer sig drastisk over kort tid og samtidig være i en situation, der fordrer øget kontakt til, ofte ukendte, sundhedspersoner. Det er følsomt, vi ved det godt. Og vi har fuld forståelse for alle de tanker og overvejelser, I har omkring at være nøgen eller delvis nøgen. 
Blufærdighed er en sansning og en rettesnor, der i mange situationer afmærker egne grænser og har til formål, at passe på jer. Vær glad for den.

Gør derfor, hvad der giver dig kropsro.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top