Den vigtige efterfødselssamtale

30. marts 2018 - Efterfødselssamtale

De fleste går og drømmer- og fantaserer om, hvordan deres fødsel kommer til at foregå. En masse dejlige og romantiske forestillinger om den perfekte fødsel. Desværre bliver vores forestillinger og forventninger ikke altid indfriet. For nogle par kan fødslen blive en uforudset barsk, skuffende eller måske endda traumatiserende oplevelse, der tynger og påvirker dem negativt i en tid, hvor man ”burde” være glad og lykkelig. Dette kan skyldes mange forskellige ting, fra komplikationer under fødslen eller et langt og hårdt fødselsforløb, til at man ikke føler, at der er blevet taget ordenligt hånd om én under forløbet, eller man føler sig svigtet eller forulempet ved følelsen af, at der blev handlet uden ens samtykke.

Når en fødsel forløber anderledes end man havde forestillet sig, oplever nogle, især kvinder, men også mænd, at de har svært ved at tænke på- eller snakke om fødslen uden at blive berørt af det. Omgivelsernes reaktion på dette kan ofte være, at ”- Nu skal I bare glæde jer over at det er overstået og komme videre.”, men her vil vi på det kraftigste anbefale, at man hverken ukritisk accepterer eller forsøger at fortrænge fødslen, men får den snakket ordenligt igennem, så man kan få sindsro ved en tilfredsstillende afrunding af forløbet.

Grunden til dette er, at de dårlige fødselsforløb kan sætte så dybe spor, at nogle kvinder kan miste troen på sig selv, både som kvinde og som mor. Dette kan påvirke glæden over det nyfødte barn og medføre stor sorg, skyld og skam, og ultimativt mister nogle helt lysten til at blive gravide igen på et senere tidspunkt.

Vi finder det derfor yderst vigtigt, at man får talt sit fødselsforløb igennem. Fødslen kan ikke gøres om, men den kan bearbejdes, og følelserne omkring den kan tales igennem, så kvinden kan få troen på sig (og lysten til en senere graviditet-) tilbage, og ikke mindst føle sig anerkendt og få vished. Til en efterfødselssamtale er der ofte mange ting, som falder på plads, når fødselsjournalen gennemgås og afstemmes med kvindens egen oplevelse. Efter samtalen oplever mange en større ro og afklarethed, som gør det lettere at lægge fødselsforløbet bag sig. Endvidere giver efterfødselssamtalen mulighed for, at der laves aftaler omkring en evt. næste fødsel, så kvinden ikke skal gå og være unødvendigt bekymret og bange.

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Læs vore Betingelser og persondata

Acceptér

Book tid Til top