Personligt blogindlæg skrevet af Anne Hviid:
Mange kan nok nikke genkendende til, at graviditetens første følelser er fyldt med glæde og ikke mindst en hel masse tanker om, at der nu er et lille liv inde i kroppen, som man pludselig skal forholde sig til. Da mine første tanker om min positive graviditetstest havde lagt sig, oplevede jeg at de glædelige følelser blev overtaget af en vis form for uvished. Mange spørgsmål dukkede op og som gravid første gang, har du absolut intet at sammenligne med, andet end de tusindevis af historier du har hørt fra veninder, familie og de sociale medier.
Jeg husker tydeligt dagene omkring jeg tog testen, jeg havde mærket en del forandringer i min krop og havde på fornemmelsen at graviditetstesten ville være positiv. Dog trak jeg det lige et par dage, inden jeg var helt klar til at få beskeden, også selvom graviditet var et stort ønske for os begge. Jeg tog testen da jeg var alene hjemme en formiddag, måske lidt dumt set i bakspejlet for måske det havde været rart, at have min kæreste ved min side. Jeg tror jeg var bange for at blive skuffet og ikke mindst have plantet et frø og en tanke i ham, som så ikke skulle voks nue. Så jeg tog den alene – eller rettere jeg tog tre alene, for den første måtte da have vist forkert.
Men nej (!) - efter nogle minutter stod jeg med tre positive tests i hånden. Mine følelser bumplede derud af – alt fra overlykkelig, til usikkerhed, til en følelse af om jeg måske lige kunne nå at få en returret. Jeg husker den dag som den længste, for jeg havde besluttet, at jeg vil fortælle min kæreste det face to face. Da han endelig kom hjem, havde jeg pakket alle de tre test ind og forløsningen af at kunne dele nyheden var stor – og vi var lykkelige!
Herefter begyndte alle mine bekymringer. Jeg oplevede de mange første uger som meget usikre. Jeg ringede til lægen og besøgte ham. Ham sagde ”tillykke” og oprettede mig i systemet. Han tog ikke en test (jeg tænkte; ØHHH, hvordan kan jeg være sikker på, at min test er sikker??). Senere på ugen modtog jeg et brev fra mit fødselshospital, som også ønskede mig tillykke og fortalte, at jeg skulle booke en tid til nakkefoldscanning i uge 12-13. Der var på det tidspunkt MEGET LANG tid til uge 13, set fra uge 6. Jeg ønskede bare sådan, at der var en sjæl derude, som kunne kigge ind i maven og fortælle at alt var okay.
Endelig oprandt uge 13 og vi skulle til scanning. Jeg var så nervøs, da vi sad i venteværelset. Jeg var selvfølgelig bekymret for om alt var okay, men pludselig var jeg også i tvivl om jeg overhovedet var gravid. Det var jo kun mig, som havde taget en test. At jeg havde haft det ustyrlig dårligt, nærmest lige siden jeg tog testen, havde da givet mig en lille indikation om, at der var et lille menneske der boede i min krop og var i gang med at bygge en lille rede. Scanningen var magisk - vi så og hørte den lille for første gang. Absolut en kæmpe sten som faldt fra mit hjertet. Der var LIV!
Men så er du igen overladt til dig selv. Til dig selv med alle dine bekymrede tanker, og tvivlen om hvorvidt alt er okay derinde. Selvom abortrisikoen falder drastisk efter uge 12, så er dette lille væsen bare så stor en del af dig og din krop allerede i uge 13, at det vil være så frygteligt at skulle opleve at noget ikke var som det skulle være. Det er en mærkelig bekymrende situation, for du kan jo se der sker noget med din krop, men samtidig har du en konstant frygt for, at noget går galt.
Da jeg mødte Jordemoder Anna for første gang, var det som om at mine skulder endelig faldt på plads efter 22 uger. Jeg kunne mærke, at de (jordemødrene hos Jordmordertid) var lige præcis den sikkerhed jeg havde haft brug for tidligere og ikke mindst vil have brug for fremadrettet. At have nogle fagpersoner, som står bag min ryg under hele for løbet – det gav mig så meget ro i maven.
Anna kom cyklende hjem til mig, vi mødtes i mine omgivelser, på mine præmisser. Det er en del af deres praksis at tilbyde at komme hjem til en. Hvor var det bare en dejlig oplevelse. Vi havde en dejlig snak og fik snakket om, hvad de kunne tilbyde og hvad jeg selv havde i tankerne at have brug for. Noget af det jeg havde været mest usikker på var fødselsforberedelse og Anna beroligede mig, og sagde at deres 7 timers kursus med min kæreste, vil give mig alle de rette forudsætninger til at komme igennem fødslen. Samtidig vil Anders, min kæreste, også blive klædt på til at skulle hjælpe og støtte undervejs.
Anna målte og lyttede til min mave og vi hørt sammen den lilles hjerte slå. Noget som bare gør én så varm om hjertet. Lige nu sidder jeg med benene oppe i min sofa og har en dejlig følelse indeni. Jeg mærker liv i maven, og bedst af alt så har jeg indledt en personlig relation til Anna og Anne fra Jordmodertid. Jeg er helt sikker på at Jordmodertid kommer til at give mig den tryghed jeg har brug for. Både nu, i de kommende uger og i tiden efter fødslen. Lige præcis dén følelse jeg har søgt siden uge 4 hvor jeg tog en positiv graviditetstest.
